Et lys bliver tændt. Undfangelse. Glæden, begejstringen og forventningerne hviler som et åg over det nyskabte foster. Miraklet er sket, -inkarnationen af forældrenes forventninger og ønsker om meningen med deres egne liv ligger i en vugge med sin medfødte selvforagt.
Barnet var elsket, -endda før undfangelsen, som en sød drøm, et ideal.
Det kom grædende til verden, men alle omkringstående smilede, trods kendsgerningen, at den eneste garanti de kunne give, var døden.
Paradoksalt vil nogen sige.
Jeg siger: døden er svær, men hvad med livet? Det skal leves.....
Barnet lærer at leve. Det lærer sammenhængen; tid, penge, status, kvalitet, omdømme og forældrenes kærlighed. Barnet ved nu, at det er noget. Det ved også, at det er elsket ud over alle grænser, men barnet ved endnu ikke, at der findes grænser.
Kærlighed? Jo, -barnet må indhente det forsømte. Det var jo elsket før det var til.
Barnet glædes, såres, elskes og elsker. Det bliver voksent. Det tænker tilbage på de gode tider. I en mørk stund tændes glæden ved minderne om forgangen tid, som dog også havde mørke stunder.
Åh, -kunne man blot leve i "nu"-et, da ville minderne om det kommende være hele livet værd!
Kunne man lære at elske, da ville man leve.
Formålet med kærligheden må være at leve livet.
Kæreste barn. Du kom grædende til verden, mens de omkringstående smilede. Måtte du opnå at leve dit liv med kærlighed, så du dør smilende, mens de omkringstående græder.